Her lidt om Rebeccas sprogudvikling.
20 måneder: Rebecca begynder nu for alvor at sætte ord sammen til korte sætninger "kom her", "nej, Thilde" osv. Hun har forstået konceptet at vente på sin tur og hviner dermed højt "tuuuur" når Alberte laver noget, som hun gerne ville lave. Hun fik fornærmet Thilde ved at sige "dum" til hende, men det viste sig, at det bare var fordi, hun gerne ville have Thildes cappuccino-SKUM. Månedens overraskelse var, da mor håndfast fik besked på at "vær ornlig, mor", da hun kildede Rebecca på maven. Ellers er nej stadig et klart favoritord, som passer ind i rigtig mange sammenhænge - Rebecca har absolut intet problem med at sætte grænser.
15 måneder: Nu kan Rebecca sige far helt rigtigt - og hun siger det hver gang, computeren startes op. Moar er også et meget brugt ord - hver gang frøkenen synes, at det er tid til lidt opmærksomhed, gentager hun det igen og igen hver gang, mor ikke kigger på hende. Ellers synes vi generelt, at der sker rigtig meget med Rebeccas sprog i denne tid; hun bruger meget tid på at spørge ind til, hvad ting hedder og elsker at kigge i bøger sammen med mor, så vi kan sætte ord på ting og dyr - og meget gerne dyrelyde. Hun ved, at en ko siger muuuh og at en hund siger vov-vov; det gør en kat og en hest dog også... Hendes Barbapapa sovelampe hedder baba nu.
14 måneder: Snakken går lystigt her i huset for tiden - Rebecca tager flere og flere ord til sig. Hun sætter navn på flere personer, fx. Ais (som er Alise, hendes dagplejer - Alise hævder nu, at hun har sagt Alise i månedsvis, men vi har først hørt det nu), Berde (Alberte), Ilde (Thilde). Hun er meget glad for hundene og ved godt, at de siger vov-vov.
13 måneder: Det nyeste ord lige p.t. er morgenmad - morn'ma - som bruges flittigt hver gang hun er sulten og dækker over alle måltider. Mor - eller oar - er også kommet med i ordforrådet nu, ligesom hej.
12 måneder: Rebecca er begyndt at sige far - eller rettere, hun siger baaar, men betydningen er god nok. Vi venter stadig på at hun siger mor....