Her lidt om Thilde's sprog - og diverse sjove bemærkninger...
Her forskellige bemærkninger fra Thilde som vi har moret os over:
5 år, 4 måneder: Thilde er ved at rede sit hår og fortæller, at hun vil være frisør, når hun bliver voksen. Mor mener, at det bliver dejligt - så kan Thilde jo ordne mors hår. Til det svarer Thilde "ja, hvis altså du ikke er død inden og hvis du ved, hvor min frisørsalon ligger"
5 år, 4 måneder: Helt uden for sammenhæng på vej hjem fra børnehave: "Mor, var det ikke rigtig godt, at jeg ikke druknede og døde i Lalandia - for så var jeg jo aldrig kommet til at prøve at springe selv" (på hest - Thilde er netop startet til ridning). Mor er klart enig i, at det var godt, at det ikke skete - også af andre årsager :-)
5 år, 2 måneder: "Mor, hvorfor gemmer du egentlig dine rynker, når du skal til fest?"
5 år, 1 måned: Thilde er sur over, at hendes kæreste Marcus ikke længere gider være kærester; han vil nemlig ikke kysse. Nå, siger Sille, min Marcus vil gerne være kærester og kysse, bare jeg giver ham nogle rigtig gode gaver... Hmm, siger Thilde, heldigvis kan jeg bare kysse Nicklas, for Marie vil gerne dele ham
4 år, 7 måneder: "Ækvator er det allerstørste land i byen"
4 år, 6 måneder: Mor og Thilde snakker om søskende og Thilde spørger ind til, om mor så slet ikke er lillesøster til nogen. Nej, det er hun jo ikke. Nå, siger Thilde, jeg er nu også glad for at jeg ikke har en storebror (for hun har altså en storesøster - det er jo Silja). Drenge er nemlig så vilde. Mor siger, at det da måske kunne have været meget rart med en storebror, sådan til at passe på en og sådan... Nej da, siger Thilde, jeg har jo dig til at passe på mig - og når du er på toilettet, passer jeg bare på mig selv...
4 år: Efter 4-års undersøgelsen incl. vaccination hos lægen sidder vi en dag og snakker om forskellige slags læger - ørelæger, fodlæger, osv... Thilde bliver pludselig tavs og ser meget tænksom ud, før hun siger "nå ja, så findes der også sådan nogle som min læge - stikkelæger"
3 år, 5 måneder: Thilde er hos mormor, som er ved at lave pandekager. Thilde skynder på mormor, som spørger, om Thilde da er sulten efter pandekager. Nej, svarer Thilde, jeg er sulten FØR pandekager.
3 år, 3 måneder: Thilde har været på ferie hos Lone og familie. Thilde fortæller Lone, at hun er kærester med mor og far og Lone forklarer hende, at man ikke er kærester med sin mor og far. Det bliver Thilde MEGET ked af at få at vide: "min mor og far elsker mig i hvert fald." Det får hun selvfølgelig ret i, men hun er stadig noget ked af det og på vej hjem til Lone i bilen siger hun - efter lang tids tavshed: "og jeg har ikke engang en kæreste i børnehaven." Siden er mor og Thilde blevet enige om, at det er ok at være kærester med mor og far, når man er tre år gammel...
3 år, 1 måned: Thilde i børnehaven til en af pædagogerne lige efter frokost: "Jeg kan altså desværre ikke hjælpe med at rydde op, for jeg bliver hentet klokken fire"
2 år, 11 måneder: Vi har huset til salg og Thilde hjælper med at rydde op før en fremvisning. Hun er dog ikke helt tilfreds med, at der kommer nogen og kigger på huset, for "her bor jeg jo, mor." Vi får snakket lidt om det og Thilde ender op i at synes, at det er ok, at nogen køber huset, men mor må dog først love, at alt Thildes legetøj og tøj ikke sælges med. Hun er lidt bekymret: "Jamen mor, hvordan skal vi få det med - det kan jo ikke være i bilen det hele" - mor lover så at der kommer en lastbil og henter alle vores ting - det accepterer Thilde.
Ved aftensbordet samme dag spørger Thilde: "mor, hvis nu de mennesker køber huset, hvordan skal de så få det fri?"
2 år, 10 måneder: På Desert Safari i Dubai møder Thilde en pige, Jade, der er på hendes egen alder. Efter at have leget lidt med Jade, kommer Thilde over til os og siger "mor, hvorfor har I kaldt mig Thilde, når jeg bare SÅ meget hellere ville have heddet Jade?"
2 år, 8 måneder: Thilde snakker med far på Skype, mens hun ser 101 Dalmatinere på TV. Snakken går på Cruella, der vil lave hvalpene til en pels, hvorefter Thilde siger "far, jeg elsker pels - jeg vil gerne have en pels"
2 år, 8 måneder: Snakken herhjemme går på, at Thilde har været inde i mors mave, da hun var helt lille. Pludselig spørger hun "da jeg kom ud af din mave - hvem samlede mig så, mor?"
2 år, 5 måneder: 3 uger efter Thilde smed bleen skal hun på toilettet og lave stort. Mor går naturligvis med, hvorefter Thilde venligt siger "vil du lige gå ud så jeg kan lave pølser i fred" - det ville mor naturligvis...
2 år, 5 måneder: Vi har været til Stigs fødselsdag og Thilde har efterfølgende sunget fødselsdagssang for ham rigtig mange gange. En dag på vej hjem i bilen gik det op for os at hun synger "han slikker sig på maven når - som han har ønsket sig i år" - man kan lige se det for sig...
2 år, 5 måneder: Under aftensmaden snakker Thilde med mormor om, at vi skal til Serbien, fordi en af Ronnis kolleger skal giftes. Thilde siger, at hun også skal giftes, men da mormor spørger med hvem svarer Thilde "du skal ikke spørge mig om det, mens jeg spiser." Efter måltidet vil hun dog gerne fortælle, at hun skal giftes med mor...
2 år, 5 måneder: Thilde sætter benene op på bordet og efter mange gange at have sagt, at de skal tages ned - uden reaktion - løfter mor Thilde væk fra bordet. Thilde spørger om mor er sur og mor svarer, at ja, hun bliver sur, når Thilde bliver ved at sætte benene op på bordet. Thildes respons er "må jeg så se dine øjne, mor" - og derpå "kan du gøre sådan her," mens hun rynker panden og ser meget sur ud.
2 år, 5 måneder: Thilde og mor er ude at køre bil og Thilde siger, at mor skal køre forsigtigt. Mor siger naturligvis ja. Da vi efterfølgende sætter farten op siger Thilde i et meget bebrejdende tonefald "mor, du kører jo slet ikke forsigtigt - du kører alt for stærkt"
2 år, 4 måneder: "hvorfor" er nu blevet en meget integreret del af sproget - det er næsten umuligt at sige noget uden at Thilde spørger hvorfor - hun kan holde længe samtaler i gang ved at spørge hvorfor, hver gang man har sagt noget til hende.
2 år, 4 måneder: Thilde har haft ondt i knæet efter et fald, men det er heldigvis ovre nu. Mor spørger, om Thilde har lyst til at hoppe på hoppehest, hvortil Thilde svarer "ja, når mit gamle knæ går væk"
2 år, 4 måneder: Efter at have været på sandalindkøb: "Hvor er det dejligt at have smukke, lækre sko, der passer mig så godt"
2 år, 1 måned: Far har været en tur i Danmark og fik en lille smagsprøve på Thildes lyst til at bestemme: På vej hjem siger damen "du må ikke komme med, far". Far spørger hvorfor og Thilde svarer "fordi jeg siger det!"
2 år: På puslebordet; vi er ved at gøre klar til natten og Thilde gider ikke rigtig mere. Hun siger "slut, prut, finale mor - nu gider jeg ikke mere ballade med dig" (det er ikke et udsagn, vi kan huske nogensinde at have brugt - og Karen mener heller ikke, hun har hørt det der - så hvordan hun har fundet på det, er en gåde)
2 år: Thilde klatrer op på ryglænet af Trip Trap stolen og balancerer ret faretruende der. Mor beder hende kravle ned, "for ellers falder du ned og slår dig". "Ja", svarer Thilde - "men så puster mor bare på mig"
2 år: Vi har været på shopping efter en top til Cathrine. Vi fandt også en rigtig fin en, men kun i str. XS, så mor sagde konverserende til Thilde, at den sikkert ville være for lille til Cathrine. Ja, svarede Thilde - for moster Cathrine har en stor mås. Mor morede sig gevaldigt - indtil Thilde 2 minutter senere sagde "mor har også en stor mås"
_______________________________________________________________________________________________________________________________________________________
Herunder lidt om Thildes sprogudvikling frem til 21 måneder:
21 mdr: Vi har været en tur i Abu Dhabi, hvilket har fået Thilde til at fatte interesse for forskellen på kønnene. Det medførte, at hun på flyturen hjem med høj stemme informerede manden på sædet bag os - en nobel ældre herre - om, at "far har en tissemand". Hvad siger man så - det er vel næppe passende at sige til hende, at det ikke er korrekt....
Derudover er den nyeste vane med et bebrejdende blik at kigge på mor og sige "altså, mor". Lidt slang har hun også tillagt sig - "ej, fedt" sagde hun pludselig en dag på vej i dagpleje.
20 mdr: Der er snart ikke meget, Thilde ikke gentager, hvis man siger det til hende og vi er nu ved at være nået dertil, hvor der begynder at komme mange sjove udsagn fra hende - som fx. når hun kommer med mors sko og på pædagogisk vis sørger for at rose mor, når hun har taget sko på "dyyyygtig pige, mor"
For tiden tales der også meget om Cathrine, som er blevet til "Tine". Samtidig er Stig blevet til "Stine" :-)
19 mdr: Nu har vi for første gang nået det punkt, hvor mor synes, det er lidt trist, at sproget udvikler sig så hurtigt: Sovedyret/suttekluden Ninus har igennem temmelig lang tid heddet "niiiiz" eller "nuuuz" men nu er Thilde begyndt at sige Ninus helt korrekt - og mor synes altså, det er lidt trist, at "niiiz" er forsvundet fra dagligdagen... Heldigvis hedder bamserne stadig "bammer"
Derudover lærer hun stadig nye ord og vendinger med lynets hast - og man skal virkelig passe på, hvad man siger.... Da mor lidt halvarrigt sagde "lortekat" til hankatten, der jagter vores egne staldkatte, resulterede det i, at Thilde ved næste besøg hos naboen kaldte deres katte for lortekatte...
Derudover har hun i den seneste måned lært at tælle til 5 og hun kan næsten navnene på de enkelte fingre, selvom hun bytter lidt om på dem indimellem.
Vi har haft en mindre krise grundet en sproglig misforståelse - mor sagde, at vi skulle have ild i brændeovnen, men Thilde forstod det som barnevognen - og DET var ikke i orden... Hvilken slags mor truer også med at brænde barnets elskede barnevogn...
Hun er stadig meget glad for sko - hvilket blev afspejlet, da hun fik nye støvler: Hun vågnede morgenen efter og sagde "mor, mor - op vise Karen nye støvler...." :-)
18 mdr: I den seneste måned er Thilde så småt begyndt at formulere sætninger, ligesom det er tydeligt, at hun kan koble forskellige sammenhænge. Hun taler i det store hele mere eller mindre konstant i alle sine vågne timer - og er iøvrigt blevet tydeligt mere harmonisk og glad igen efter at være blevet i stand til at gøre sig verbalt forståelig.
Hun er under vores ophold i Abu Dhabi blevet meget glad for fars kollega Henrik med det resultat, at hun nu synger "klappe kage... en til far... en til mor.... en til Thilde.... og HENRIK!!!!".
Hun er ikke blevet mindre bestemt af at have fået mere sprog. Sætninger som "mor op - ikke putte mere" og "nej, ikke mere - slut finale" er pludselig dukket op.
Efter at være kommet tilbage i dagpleje efter sommerferien lærte hun lynhurtigt at sige Oliver helt korrekt - det blev hun selvfølgelig rost for, med det resultat, at hun nu siger Oliver mindst hvert 5. minut. Hun er i øvrigt meget glad for Oliver, som gerne må komme med os til Abu Dhabi: "far Dhabi arbejde - mor arbejde - Thilde Dhabi - mor Dhabi - Oliver Dhabi".
17 mdr: Denne sidste måned er Thildes sprog nærmest eksploderet. Hun gentager med stor glæde næsten alt, hvad man siger og forstår overvejende, hvad man siger til hende. Hun henter ting og siger deres navne imens - fx. nøgler, post, bog og sko - og har efterhånden også rimeligt fat på sin egen anatomi - tæer, fødder, ben, mave, navle, ører, øjne, mund, næse, hage og hænder kan alt sammen siges og peges på imens.
En lidt pudsig anokdote er, at 2 dage efter far kom hjem på sommerferie, kunne hun sige "puter" - som naturligvis betyder computer - mærkeligt....
Derudover er hun nu begyndt at sige Karen rent og hun siger "Oller" når hun ser den ene af de to Oliver'e i dagplejen. Far, farfar og mormor har hun nu også helt styr på, hvem er, ligesom hun ofte peger på sig selv og siger "Thilde".
Hun er også ved at være helt god til dyr: En ko siger muuuu, et får mæææ, en bjørn (OG en isbjørn) siger en meget truende "waaaa"-lyd, en kat siger miav og en hund siger vov. En fugl siger pip-pip, en gris øf og en hane "kyyyy-lyyyyy" - en hests lyde varierer dog stadig fra mæ over øf til noget, der med meget god vilje kan tolkes som pruuu :-)
Endelig har hun fået helt styr på ordrer som "dom (kom) med" og "la vær" som med myndig stemme udstedes meget jævnligt...
16 mdr: Månedens ord har været NÆSE - udtalt "neeez" - mens hun med stor glæde har trykket på sin egen, mors eller alle andres næser :-) Derudover har hun lært at sige ben og mave - og "falder ned". Det sidste bruges både, når hun smider ting på gulvet og når hun selv falder. Da hun lige havde lært at sige det, faldt hun en morgen ned fra sengen - og skulle liiige nå at sige de nyvundne ord, før hun begyndte at græde... Udtrykket er også brugt om en flytur mellem Århus og København, hvor turbulensen var lidt voldsom - falder ned efterfulgt af BUM - Cathrine var med og er ikke så glad for at flyve, så hun blev lidt hvid i hovedet over det.
15 mdr: Det begynder at blive svært med de her månedlige opdateringer, fordi der hele tiden kommer nyt til og det er svært at huske, hvad der lige er startet :-) Thilde gentager mange af de ting, vi siger, men det er svært at vide, hvad hun egentlig forstår og hvad hun bare siger. Desuden forstår hun en masse, som hun ikke selv kan sige i forståelig form - fx. kan hun pege på sin mave og sine ben, når man beder hende om det...
Hun er begyndt at sige Niii - som betyder Ninus, hendes sovedyr og "sit op" når hun ikke længere gider at ligge ned på puslebordet. Som et ægte dagplejebarn har hun også hurtigt lært sig at sige MIN med et meget bestemt udtryk...
14 mdr: Sproget udvikler sig lynhurtigt for tiden - det allermest brugte udtryk for tiden er "a det" - og så gøres der ihærdige forsøg på at gentage, hvad der end måtte komme af svar. Udover gentagelserne er hun i den sidste måned begyndt at udvide repertoiret af dyrelyde; både øf øf og mæææ siges jævnligt og for det meste ved de rigtige dyr. Fiiiin bruges hver gang hun ser på sine sko - og andre ting, hun godt kan lide :-) AV bruges når noget gør ondt - som når man slår sig selv i hovedet, fordi det er sjovt at sige av bagefter. HOV bruges hver gang man har "tabt" noget på gulvet - og ikke mindst er hun begynt at sige BAAAAAAAR når Ronni ringer via Skype.
13 mdr: Thilde siger nu også ja og nej (dog mest nej :-) ) og hun siger "kaaar" - som betyder Karen, hendes dagplejemor. Hun lyder lidt som en krage, når hun siger det.... Hun er meget betaget af kattene udenfor og siger "mi mi mi" når hun ser dem - og når hun indimellem kommer i tanke om dem og peger op mod vinduet. Hun kan også sige "vov vov" hvilket bruges både når hun ser en hund, en hest og et får....
12 mdr: Kan Thilde sige Tak (og bruger det flittigt). Derudover siger hun op, mam, moar (kun når hun er sur og i et klagende tonefald) og bum (som bruges lige før man kaster sig bagover i sengen; en meget underholdende leg).
11. mdr: Thildes første ord er ytret - og det var HEJ. Nu siger hun det hele tiden - en tur til købmanden medfører fx. at der skal siges hej til rigtig mange mennesker...
Retur